Hvis du går med drømmen om altankøb, så tumler du sandsynligvis også med en række spørgsmål.

At købe altan er noget, de fleste kun prøver en enkelt gang i livet. Det er en opgave der både rummer mange positive overvejelser og mindst lige så mange mulige bekymringer.

Altankøb for begyndere

Første spørgsmål er ofte det designmæssige. Hvordan skal altanen se ud? Hvilke materialer er pænest – og hvad er mest praktisk? Hvilken stil klæder bygningens arkitektoniske udtryk?

Der er mange muligheder og det er en god idé at søge inspiration på internettet, tage på boligudstillinger og snakke med venner og bekendte, der har fået altan. Husk at både altansælgere og dine venner har deres egen holdning til, hvad der er mest rigtigt, og det betyder ikke, at det er det rette valg for dig.

Etablering af altaner er underlagt en lang række reguleringer, myndighedskrav og lokale regler. Dels er der de sikkerhedsmæssige, som er beskrevet i bygningsreglementet. Dels sætter kommunale retningslinjer, lokalplaner, servitutter og vedtægter i bolig-, andels- eller ejerforening typisk nogle begrænsninger, som du er nødt til at forholde dig til. 

Det er klogt at sætte sig ind i dette fra starten, så du ikke forelsker dig i en idé, som slet ikke kan lade sig gøre.

Se artikler om altankøb her

Få forklaringen på fagudtryk og altan-jargon her

Hvad koster en altan?

Næste overvejelse er tit økonomi. Der er ingen tvivl om, at en altan koster mange penge.

Den mest almindelige størrelse altan er cirka 3 meter lang og 1,5 meter dyb. Hvis den skal monteres på en eksisterende etageejendom, så ligger prisen på cirka 150.000 kroner pr stk + omkostninger til arkitekt, ingeniør, etablering af byggeplads, leje af lifte og kraner.

Altanpriser svinger meget. Så er det sagt!

Prisen afhænger blandt andet af, hvor solid bygningen er og dermed hvor kompliceret, det er at sætte altaner på den. Det koster også ekstra, hvis altanfirmaet er nødt til at hejse materialer ind over taget med kran fordi adgangsforholdene er komplicerede. Eller hvis der er så lidt plads til oplagring af værktøj og materialer i gården, at håndværkerne skal have fragtet friske forsyninger ind flere gange om ugen.

Tid er penge – også når der skal laves altaner. 

Hvem skal lave arbejdet?

Et af de allerstørste valg, du skal træffe i forbindelse med dit altankøb, er valget af altanfirma.

Vidste du, at der er mere en 70 altanfirmaer i Danmark?
Nogle har specialiceret sig i enkeltaltaner på villaer. Andre er superdygtige til altanmontage på nybyggeri.

De mest komplicerede altanopsætninger er dér, hvor man enten skal sætte nye altaner på gamle bygninger eller nedtage eksisterende altaner og erstatte dem med noget mere nutidigt. Sådan en opgave kræver specialister, så bed gerne et par forskellige altanfirmaer om deres bud på, hvordan de vil gribe sagen an, hvad det koster – og ikke mindst nogle referencer, så I kan tage fat i nogle af de tidligere kunder og høre, hvordan deres oplevelser har været. Spørg gerne ind til, om tidplanen blev overholdt og hvor mange ekstraregninger, entreprenøren udskrev.  

Du finder listen over danske altanfirmaer her

Rådgiver eller gør-det-selv-projekt?

Får du stress over de mange muligheder? Har du ikke tid, viden og overblik til at styre et byggeprojekt sikkert fra start til slut? Er du bekymret for de økonomiske konsekvenser, som det kan have, hvis håndværkeren ikke lever op til forventningerne eller måske ligefrem går konkurs midt i jeres altanbyggei? Tænker du, at det tilbud, som altanfirmaet har fremsendt vist er lidt for godt til at det kan være sandt? Har du styr på regler og lovgivning, så du kan udfylde de mange dokumentationskrav, som myndighederne kræver? Det kan jeg ærlig talt godt forstå! 

Så er det nok en fornuftig idé at få fat i en byggesagkyndig byggerådgiver, der har den nødvendige viden om altaner, jura, myndighedsbehandling og byggeri. Én, der er på din side og som varetager dine interesser.

Dels er det en stor hjælpe at få faglig rådgivning og sparringom selve altanernes udformning. Dels er det næsten nødvendigt med en professionel til at afholde byggemøder, følge op på budgetter, navigere i offentlige IT-systemer og i det hele taget holde processen på sporet, så du ikke ender med et dyrt og dårligt resultat.

Læs, hvad andre skriver om altankøb her:

Københavns Kommune: Krav til altaner

Teknologisk Institut : Altanvejledninger

Velkommen til Altan-Inspiration

altan-inspiration

Mit navn er Lotte Andreasen, og Altan-Inspiration.dk  er min personlige blog, hvor du finder tips og idéer til indretningen af din altan.

Jeg arbejder som teknisk koordinator i et altanfirma, så ud over idéer til indretning og planter finder du også information af byggeteknisk karakter.