August er en fantastisk plantemåned, hvor du kan forberede en smuk efterårsaltan – og ikke mindst begynde at gøre klar til næste sommers altan-glæder.

1 – Klip stauderne ned

Mange afblomstrede stauder kan med fordel skæres tilbage til 10 – 15 centimeters højde. Det gælder blandt andet lodden løvefod, mynte og lavendel. Planterne vil kvittere ved at sætte nye blade og blive tætte og flotte igen. Hvis august og september byder på gode vækstvilkår, kan du være heldig, at dine stauder kommer med en ekstra lille blomstring

2 – Fra sommer til efterår i krukkerne

August er en god måned at skifte de pangfarvede sommerblomster ud med planter i mættede efterårsfarver. Der er mange smukke og holdbare blomster at vælge mellem. Nogle af efterårets klassikere er lyng, krysantemum og pyntekål.

3 – Plant jordbær og hvidløg

Netop nu kan du forberede næste års høst fra køkkenhaven på altanen. Hvis du planter jordbær nu kan de nå at vokse sig store og stærke til næste sommer – og give masser af søde bær. Du kan også plante hvidløg i august. Det giver en bedre høst til næste år end hvis du venter med at plante dem til foråret.

4 – Lav nye planter af de gamle

Det er sjovt at lave stiklinger af yndlingsstauderne. August er en super måned at tage stiklinger af planter som chili, perlagonier og lavendel. Se hvordan du laver lavendelstiklinger her

5 – Gør altanen efterårsklar

Brug de lune dage i august til at gøre altanen klar til efterårets og vinterens våde vejr. Giv altanen en grundig rengøring. Har du træ på gulvet og håndlisten, så giv det en gang olie, så det kan modstå regn og vind. Følg disse 5 lette trin til rengøringen.

6 – Bekæmp svamp, skimmel, bladlus og andre skadevoldere på altanen

Sensommeren er desværre højsæson for uønsket kryb og kravl i planterne. Jo før, du opdager og bekæmper et angreb, jo større er chancen for at få udryddet de uønskede gæster. Her finder du opskriften på hjemmelavet insektsæbe.

7 – Så og høst årets sidste afgrøder

Er du hurtig, så kan du stadigt nå at så og høste lidt radiser, salat og rucola samt asiatiske bladgrøntsager som pak choi og kyona.

8 – Plant forårsløg i krukker og altankasser

Drømmer du om at følge de allerførste forårstegn helt tæt på? Så er det nu, du skal lægge løg af erantis, vintergæk og påskeliljer. Udvalget er største netop nu, så du kan vælge mellem de helt traditionelle blomstertyper og de moderne, farverige og spektakulære varianter. Se udvalget hos Plantetorvet.dk her

9 – Gør altanen klar til aftenhygge

Dagene er blevet kortere og det begynder at blive tidligt mørkt. Det er hyggeligt at have lidt lys på altanen – uanset om du nyder aftenen ude på altanen eller inde i stuen. Du kan bruge solcellelamper, lyskæder eller levende lys. Husk også at have et par flotte tæpper til at varme dig under, når duggen falder.

10 – Høst og gem

Har du køkkenhave på altanen, så er det nu, du skal høste og gemme smagen af sommer. Du kan blandt andet gemme krydderurterne ved at hakke dem fint, blande dem med olie og fryse dem i isterningbakken. Du kan også lave kryddersalt ved at blende 2 store håndfulde krydderurter efter eget valg og tilsætte 2 dl groft salt. Blandingen tørres i ovnen en time ved 100 grader. Kan opbevares i glas med tætsluttende låg i cirka et år.