Nu går det heldigvis mod lysere tider! 
Hvis det kribler i dine grønne fingre og du trænger til at gøre noget godt for dig selv og din altan, så kig med her

Januar!
Et nyt år. En frisk start. 

Tid til at ryste posen og lægge store planer for, hvordan din altan bliver præcis lige så frodig og hyggelig og letpasset som du drømmer om. 

Kryb sammen i sofaen med en stak havebøger og surf rundt på internettet og læs hyggelige blogs og inspirerende hjemmesider.

Eller du kan sætte dig ud på altanen en solrig eftermiddag og dagdrømme om, hvordan du allerhelst vil opleve den kommende sæson.

Der er så mange muligheder – selv på den mindste altan. Det er er kun fantasien (og nogle enkelte praktiske udfordringer!) der sætter grænser. 

Du kan få inspiration til, hvordan du laver en altan-plan her


Tyvstart foråret allerede nu

Hvis det kribler i de grønne fingre, så kan du så småt starte med at forspire chilier i vindueskarmen. 

Se her, hvordan du gør

De farvestrålende poser med blomsterfrø bliver også sat frem i butikkerne allerede her i januar, så gå på jagt efter frø, der kan såes allerede i januar. Læs på frøposen, hvornår producenten anbefaler at man kan så indendørs.

Et godt råd til utålmodige sjæle: Lad være med at falde for fristelsen til at så noget nu, der først bør plantes senere på foråret. Det bliver som regel nogle lange, ranglede og ikke-levedygtige planter, du får ud af dét.

Få tips og tricks til hvordan du kickstarter foråret i vindueskarmen HER

Er vinteren mild kan du plante vinterhårdføre krydderurter som purløg og mynte ud i krukker og altankasser. 

Hvis der bliver hård eller længerevarende frost, så skal planterne godt nok indenfor – men med de grønne vintre, vi har haft de seneste år, kan de fleste vinterhårdføre urter faktisk plantes året rundt. 


De første forårsblomster

Altankasserne kan også få en forfriskende forårsmakeover.

forarsblomster altan

Lige nu pibler det frem med forårsblomstrende løg i planteskoler og supermarkeder: Hyacinter, krokus og perlehyacinter plejer at komme til salg umiddelbart efter nytår. 

Også de søde hornvioler og stedmoderblomster kan tåle en snert frost og så kan de fåes i et væld af farver. 

Dæk gerne bar jord med mos eller dækbark for at beskytter overfladen mod udtørring. Det pynter i øvrigt også gevaldigt!

Pynt gerne altankasserne med vejrbestandigt nips, der gør dig glad.

  • Måske kan du lave kulørte perlepladeblomster sammen med børnene?
  • Eller finde nogle dekorative solcellelamper, der kan afløse julens lyskæder?
  • Du kan også pynte altankasserne med buer af pilegrene med nyudsprungte, hvide gæslinger?

Vær gerne kreativ. Det trænger man til på den her tid af året…


Ryd op. Smid ud. Gør rent.

Oh well. Det er måske ikke den allersjoveste del af sæsonstarten på altanen.

Men de opgaver, du får fra hånden her i januar skal du ikke tage dig af senere – og det ER en skøn fornemmelse, når man véd, at altanen er ryddet og klar til sæsonen, der kommer. 

Hvis der har samlet sig rod, tomme flasker, afdankede juledekorationer og andet uvedkommende skrammel på altanen, så få det væk.

Det pynter ikke, og kommer der en vinterstorm, så kan det blive kastet rundt på altanen og i værste fald blæse ud over kanten og ramme uskyldige forbipasserende. 


Tøm krukker og blomsterkasser for døde sommerblomster og helt visne vækster. Vær opmærksom på, at flerårige stauder og løgplanter visner ned og går i hi, så de er klar til at skyde friske skud når foråret kommer, så dem skal du ikke smide ud.

Fjern også gammel jord. Næste års planter fortjener frisk jord med masser af kompost. Det giver en bedre vækst og betyder, at du ikke skal vande så tit. WinWin! 

Giv krukkerne en grundig omgang vask så skidt og eventuelle overvintrende skadedyr bliver fjernet. Sæt krukkerne med bunden i vejret op af husmuren, 


Giv hele altanen en nytårs-rengøring. Det frisker ganske gevaldigt og ser pænt ud inde fra stuen.

Fjern støv, skidt og spindelsvæv med en kost. Det tager kun et øjeblik. 

Hvis der er tøvejr, så vask gulvet og håndlisten så fugleklatter og andet fastsiddende skidt bliver renset af.

Har du møbler på altanen, så giv også dem en omgang sæbevand, så de er rene og klar til at du kan sætte dig ud og nyde en solskinsstund.

Er vinduerne beskidte (og det bliver de jo på et øjeblik på denne tid af året!) så giv dem en omgang, nu du er i gang. Det pynter!


Få flere tips til, hvordan du får glæde af din vinteraltan HER


*Bonusinfo*

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor den danske vinter først viser tænder i årets første måneder. 

Hvorfor følger temperaturen ikke dagens længde, så den korteste dag d. 21. december også er den koldeste? Det er jo her, vores del af jordkloden er længst væk fra solen og modtager mindst energi.

januar altan

Nu har jeg googlet, og der er som altid en rigtig god forklaring: 

Verdenshavene og de store indsøer virker som en varmepude, der bliver opvarmet af solens stråler i de lyse måneder. 

De store vandmasser afgiver derfor varme til luften omkring Danmark som derfor sender milde vinde ind over landet. Og da hele Danmark er omringet af vand vil lufttemperaturen være mildere først på vinteren end senere, når havet har afgivet sin opsparede varme. 

Faktisk når vandet først sin minimumstemperatur cirka 1 1/2 måned efter vintersolhverv – altså først i februar. Og derfor kommer vinteren først for alvor dér, hvor vi trænger allermest til forår. 

Den varmeste måned i verdenshavene er til gengæld september, så det er derfor vi ofte oplever at sommeren først for alvor kommer i sensommeren.