Uanset om det er dine egne børn eller børnebørn – eller om det er venner og bekendtes unger, der kommer på besøg, så bør du sikre din altan bedst muligt. Det er ikke svært, og med lidt omtanke kommer du langt.

1 – Hold opsyn

Den første og vigtigste sikkerheds-foranstaltning er: lad ikke børn være alene på altanen.

Den største frygt er, at børnene falder ud fra altanen. Det sker heldigvis meget sjældent, og den bedste forebyggelse mod uheld er omtanke og opmærksomhed.

Ungerne kan dog også komme til at skade andre mennesker, hvis de finder på at stå og kaste ting ned fra altanen.

Har du en lille krudtugle, der elsker at være på altanen, så sæt en børnesikring på døren, så det er DIG, der bestemmer hvornår I har ude-tid.

Du kan nyde en åben altandør ved at sætte et såkaldt trappegitter foran døren. Vær dog opmærksom på, at nogle børn hurtigt finder ud af, hvordan de åbner sådan et gitter

2 – Børnesikkert gelænder

Bygningsreglementet siger, at gelænderet rundt om en altan skal være mindst 1 meter højt. Er det en altan med tremme-gelænder, skal tremmerne være lodrette og der må højest være 8 centimeter imellem.

Lever din altan ikke op til ovenstående, så kan du heldigvis selv gøre noget for at forbedre sikkerheden. Har du f.eks. en af de populære altaner med krydsgelænder, så kan du montere et læ-sejl eller afskærmning af hærdet, lamineret glas.

Du vil som en ekstra fordel opleve, at du får meget mere læ på altanen.

3 – Hold afstand til gelændere

Børn er nysgerrige og kreative, så hvis de hører legekammerater eller andre nede i gården, så kravler de gerne op på stole, blomsterkrukker eller andet for at vinke ned til vennerne.

Lad være med at sætte noget, der kan bruges som klatrestativ tæt på altanens gelænder. H

ar du sammenklappelige stole, så fold dem sammen og sæt dem til side.

Hvis altanens gelænder har vandrette tremmer, så kan det bruges som klatrestativ, så sørg for at afdække det indvendigt med læsejl eller glas.

4 – Hold styr på legetøjet

De fleste altaner har en lille åbning mellem gulvet og gelænderet, der er en ren magnet på legetøj, når der leges på altanen.

Risikoen er, at barnet vil prøve at finde legetøjet ved at klemme sig under gelænderet og derved kan komme til skade.

Sæt et bræt eller anden afskærmning op, så legetøjet bliver inde på altanen. Afskærmningen må dog ikke slutte helt tæt mod gulvet, for så kan regnvandet ikke løbe væk

5 – Fjern kasteskyts

Gør området UNDER altanen børnesikkert ved at fjerne ting, der kan kastes ud fra altanen.

Det ser hyggeligt ud med små, yndige lanterner og små fikse blomstrvaser, men hvis dit barn får lyst til at bruge dem til at teste tyngdekraften, så er det farligt for de forbipasserende nedenunder.

Derfor bør du dekorere den børnevenlige altan med ting, der er så tunge, at dit barn ikke kan løfte dem op over gelænderet. Eller med ting, der kan skrues fast i vægge eller gelænder.