Når meterologerne melder stormvejr er det en god idé at træffe sikkerhedsforanstaltninger på altanen, så du undgår at få møbler, grill og andet ødelagt.

storm-sikker-altan

Altankasser og krukker

Har du mulighed for at flytte mindre blomsterkrukker indendørs, så passer du både på planter og beholdere. Beskyt eventuelt dit pæne gulv med en voksdug eller et lag plastic. Alternativt kan du sætte altankasser og krukker på altanens gulv og så tæt på husmuren som muligt. Der blæser det som regel mindst.

Møbler

Borde og stole, der kan klappes sammen, kan enten tages indenfor eller lægges fladt ned på altanens gulv. Siger vejrudsigten ’stærk storm’, så er det en god idé at binde møblerne sammen for at øge den samlede vægt, som blæsten skal flytte.
Lette møbler af plast eller aluminium er udsatte for at blive kastet rundt af vindstød. Især bordet kan blive løftet op og kastet ud over kanten på altanen eller ind mod vinduet. Sørg for at vende bordet, så det ligger med bordpladen ned mod altanens gulv.

Vindafskærmning

Mange altaner har monteret solsejl af stof, akrylplader eller havehegn til at skærme for nysgerrige blikke og skabe læ. Det er elementer, der er eftermonteret og dermed ikke en del af altanens oprindelige konstruktion.

Det bedste er af afmontere afdækningerne, da de let kan blive blæst i stykker og i værste fald blive revet helt løs fra altanen og flyve ukontrolleret mod jorden. Er det ikke en mulighed, så skal du sikre dig, at alt er monteret forsvarligt. Brug evt. kraftige elektrikerstrips til at fæstne afskærmningen til altanens faste dele.

Lanterner og andre pynteting

Tag alt indenfor. Ganske enkelt. Det samme gælder for børnenes legetøj, vandkande, parasollen og alle de andre små løsdele, der er på altanen. I bedste fald vil tingene blot blive blæst rundt på altanen. I værste fald vil vinden kaste dem ud over altankanten.

Læs mere om sikker strøm på altanen her

Grill

Flyt grillen til det hjørne af altanen, hvor det normalt blæser mindst. Sørg for, at den er tømt for rester af trækul. Om muligt bindes grillen fast til bygningen, altanen eller havemøblerne. Har du overtræk på din grill, så bind en stram snor rundt om stoffet og benene – under grillen. Så undgår du, at betrækket flyver væk.

Lyskæder

Det er en god idé af afmontere juletræskæder på altanen, når der er melding om storm. Der er stor risiko for, at der sker skader på ledningernes isolering, når blæsten rusker i lyskæderne. Det betyder, at du kan få elektrisk stød eller at dit relæ slår fra. Defekte lyskæder er farlige.