Enkle og værdifulde tips til, hvordan du passer på planter og altankasser når Kong Vinter viser tænder

Når dagene bliver korte og vejret er vådt og koldt, så tænker du måske ikke så meget på planterne ude på altanen. Det er dog en god idé at gøre en indsats for at bringe dine planter godt igennem vinteren – og det er slet ikke så svært

Sådan beskytter du planter og blomsterkasser

Generelt er det lettere at passe planterne på altanen om vinteren end om sommeren. Behovet for vand og gødning er minimalt, og der skal hverken nippes blomster eller bindes vildfarne skud op.

>> Læs også: Altankasser for begyndere

sne-altan-kvadratNår vinteren for alvor viser tænder er det dog en god idé at give altankasser og krukker ekstra omsorg.

Det blæser mere på altanerne end det gør i jordhøjde. Det betyder at vinden udtørrer planter og jord.

Du kender måske begrebet ‘chillfaktor’, der dækker hvor meget koldere blæsten kan få luften til at føles? Den mærker planterne også, så sæt gerne dine planter tæt op mod husmuren i det hjørne, hvor det blæser mindst.

Kulden kan også krybe ind gennem side og bund på blomsterkasserne. Det er ikke naturligt for planterne, der er skabt til at kulde kommer oppefra jordoverfladen. Jo mindre dine krukker er – jo hurtigere bliver jorden bundfrossen. I en stor krukke er der ofte jord nok til at isolere rødderne mod frostskader.

Du kan selv isolere dine plantekasser ved at pakke dem ind i bobleplast, fleece, et gammelt tæppe eller lignende materiale, der IKKE suger vand. Hvis dæklaget bliver vådt og gennemfrosset har det ikke så stor isoleringsværdi.

Selvvandingskasser af flamingo kan give både læ og isolering til altankasser og små krukker.

Husk at lave drænhuller i bunden af flamingokassen (og bruge de specielle plastikposer til at fore kasserne med før du fylder vand i dem til foråret!)


Tip: Hvis du ikke synes at bobleplast og flamingokasser er smukt at se på kan du pakke det hele ind i noget dekorativt stof – for eksempel hessian/sækkelærred. Pynt med sløjfer, bånd og dekorationsmateriale der passer til din altan-stil


Sørg for godt dræn

Om vinteren kommer der masser af nedbør og oftest som regn. Derfor er det ekstra vigtigt at du sørger for at dine altankasser og krukker har drænhuller i bunden, så overskudsvandet kan komme væk. Ellers vil jorden blive sjaskvåd og iltfattig – og dine planter drukner.

  • I en altankasse på 60 cm bør der være mindst 3 huller på en centimeter
  • I en krukke bør hullet ikke være mindre end en én-krone
  • Tag dine krukker op af underskålen, så vandet let kan løbe væk
  • Brug gerne krukkefødder til at løfte krukken op fra altangulvet så der ikke kommer fugtskjolder
  • Et godt lag leca-kugler i bunden af altankasser og hjælper også med at holde jorden tilpas fugtig

Krukker af ler er tilbøjelige til at revne i frostvejr. Det skylde, at de absorberer vand og når vand fryser, så udvider det sig og krukken går i stykker. For at bringe dine lerkrukker helskindet igennem vinteren bør du tømme dem helt og sætte dem med bunden i vejret – eller endnu bedre; sætte dem i depot- eller kælderrum.


Tip: Læg et stykke geotextil, tyl-stof eller et kaffefilter over drænhullet inde i krukken. Så undgår du at jorden bliver vasket ud af drænhullerne og ud på altangulvet (og i værste fald ned til din underbo)


Dæk jordoverfladen

For at beskytte planternes rødder mod kulde fra jordoverfladen kan du dække bar jord med mos, rensdyrlav eller et godt lag pyntebark. Du kan give planterne lidt læ og støtte ved at stikke grangrene ned i blomsterkasserne.

Har du frostfølsomme buske og træer på altanen, så kan du pakke dem ind i to lag fiberdug eller sækkelærred, som bindes godt fast til plantens rodhals eller rundt om krukken.

vinterdaekket-rose

Husk at vande

Selv om det er vinter skal planterne alligevel bruge vand. Det er bedst at vande, når vejret er mildt. Vand om muligt om eftermiddagen, når jorden har haft hele dagen til at tø op og rødderne er klar til at optage væske. Det er som regel ikke nødvendigt at give planterne gødning.

Stormsikring

Når meteorologerne melder storm, så bør du flytte dine altankasser ned på gulvet og op af husmuren. Kraftige kastevinde kan let vælte små krukker og sende tomme, tørre altankasser og selvvandingskasser ud på en flyvetur – og det er dit ansvar (både juridisk og medmenneskeligt) at sørge for at der ikke er nogen, der kommer til skade fordi der blæser ting ned fra din altan.

>> Læs også: Sådan stormsikrer du din altan

Fjern snetryk

Det er rigtigt smukt, når sneen drysser ned og lyser landskabet op. Hvis der kommer store mængder sne, så kan den dog give trykskader på planterne, så fjern gerne det meste sne fra grenene. Lad dog endeligt sneen ligge på jordoverfladen, da det er med til at isolere planternes rødder.