Et minidrivhus er en fantastisk hjælp, når du selv vil fremelske dine sommerblomster og grøntsagsplanter fra frø.

Du kan vælge at så frøene direkte i jorden i minidrivhuset, eller du kan bredså i bakker først og så prikle de små planter over i minidrivhuset når kimplanterne er store nok.

Sådan bruger du minidrivhuset:

  • Fyld hullerne med så- og priklejord.
  • Tryk jorden let sammen. Den må dog ikke blive for kompakt.
  • Gør jorden let fugtig. Ikke drivvåd, for så risikerer du, at frøene rådner. 
  • Hvis frøene er små, så kan du drysse dem direkte oven på jorden og trykke dem ned i overfladen. Er det store frø (som for eksempel ærteblomster eller tallerkensmækker) så skal de lidt ned i jorden. Tommelfingerreglen siger, at frøet skal have lige så meget jord over sig, som frøets diameter. Store frø kan med fordel lægges i vand nogle timer. Så suger frøet vand og spirer hurtigere. 
  • Drys eventuelt lidt saltfrit sand på overfladen. Det mindsker risikoen for at der danner sig mug omkring de små spirer.
  • Nu lægger du minidrivhusets låg over frøene indtil frøene spirer. Hold jorden jævnt fugtig hele tiden, og sørg for at lufte ud i minidrivhuset dagligt. Tag evt. låget af en gang i mellem. 
  • Sæt minidrivhuset på en lun plads, men helst ikke i direkte sol.
  • Når de små kimplanter vokser til, så kan du tage låget af og flytte minidrivhuset til et køligere sted (15 – 20 grader) og lade planterne vokse sig store og stærke, så de kan flyttes til større urtepotter eller til altankasserne. 
  • For at få mere buskede planter, så kan du knibe stænglerne tilbage. Der skal dog altid være mindst ét bladpar (to blade, der sidder overfor hinanden) tilbage på stænglen. Du kan godt knibe planten tilbage flere gange, hvis du ønsker meget buskede planter. 
  • Husk at vande regelmæssigt. Efter et par uger er der ikke mere næring i så- og priklejorden, og så skal der tilføres flydende gødning med vandet. Se dosering og hyppighed på flasken med gødning.