rengoering-altanEr din altan klar til at du kan nyde den åbne himmel og friske luft? Eller trænger den til en kærlig hånd for at få bugt med skidt, støv og fugleklatter?

Altanen skal – ligesom dit køkken og badeværelse – have en grundig rengøring med jævne mellemrum, så smøg ærmerne op og find rengøringmidlerne frem! 5 tips til rengøring af altanen

1 – Tøm altanen

Sæt møbler, krukker og andre ting ind i lejligheden, så det bliver lettere at komme til at rengøre vinduer, gulv og gelænder. Er der nogle af de ting, du har på altanen, der skal bæres i kælderrummet eller måske ligefrem smides ud?

2 – Fjern løst skidt

Fej altanens gulv, vægge og gelænder med en kost. Kom godt ind i hjørnerne, så du får fjernet spindelsvæv, visne blade og støv.

Husk at feje snavset op på en fejebakke og smid det i affaldsspanden. Det er ikke godt naboskab at feje skidtet ud over kanten og ned på underboens altan!

3 – Vand og sæbe

Bevæbnet med en spand vand tilsat universalrengøringsmiddel går du nu i krig mod snavs på altanens gelænder, vægge, vinduesrammer og andre lodrette flader.

Når du har fået vasket skidt og fugleklatter væk, tørres malede og glatte flader efter med en hårdt opvredet klud.

4 – Vinduer

Nu skal vinduerne have en kærlig hånd. Brug vand tilsat et par dråber opvaskemiddel og vask glasset grundigt med en blød børste eller en svamp.

Skrab vandet væk med en gummiskraber, hvis du har en. Alternativt kan du tørre vinduerne med gamle viskestykker/håndklæder. Polér til der ikke er striber på vinduerne.

Trænger altandøren til at blive smurt? Se her, hvordan du gør

5 – Gulvet

Sidste – men ikke mindst – skal gulvet vaskes. Brug vand tilsat universalopvaskemiddel.

Er altanens gulv lavet af træ, fiberbeton eller andre glatte materialer, så brug en moppe eller en gulvklud til at vaske gulvet.

Er gulvet lavet af beton eller andre ru materialer, så skrub gulvet med en stiv børste for at få bugt med skidtet. Tør efter med en gulvklud opvredet i rent vand.

Er der træ på gulv og/eller håndliste, der skal olieres, så er det vigtigt, at du ikke går i gang med opgaven før træet er gennemtørt.

Se her, hvordan du giver træværket olie

Nu er du klar til at flytte møbler og blomsterkrukker tilbage på altanen og nyde foråret under åben himmel.

God fornøjelse!