Stedmoderblomster er en klassiker i blomsterkrukker og altankasser. Den er let at dyrke, tåler let frost og fåes i mange smukke farver.

Du kan købe små potter med stedermoderblomst i supermarkeder og planteskoler næsten hele året, men der er nu en særlig glæde forbundet med at fremelske sine egne planter fra frø.

Hvis du sår den robuste plante i de mørke vintermåneder (december – februar) så kan du glæde dig over blomsterflor i altankasserne fra midt på foråret og hele sommeren. En pose frø giver rigtigt mange små stedmoderblomster, så det er både billigt og sjovt at fylde blomsterkrukkerne.

Sådan sår du stedmoder:

Fyld en flad, lav bakke med så- og priklemuld og jævn forsigtigt overfladen. Du skal ikke trykke jorden sammen. Bakken kan for eksempel være en plastbakke fra slagterafdelingen. 

Drys dine stedmoderblomst-frø ud over jorden og spray med vand. Jorden skal ikke være gennemvåd, men let fugtig. Hvis jorden er for våd, så rådner de små frø. 

Sæt bakken i en kølig vindueskarm og dæk den over med avispapir eller lignende. Efter 1 – 2 uger vil frøene spire, og du kan fjerne avisen, så frøene kan få lys. Det er vigtigt, at du holder de små planter fugtige, for de tåler ikke tørke.

Når stedmoderplanterne er cirka en måned gamle er det tid til, at de bliver flyttet/priklet over i nogle små urtepotter. Her skal de vokse til de skal sættes ud i altankasserne. Det letteste er at sætte dem i en selvvandingskasse, men du kan også sagtens bruge engangskrus (husk at lave hul i bunden!), små jiffypots af spaghnum eller lave dine egne urtepotter af avispapir.

Se også: Så let laver du dine egne urtepotter af avispapir

I løbet af marts kan du flytte dine næsten-færdige blomster ud i altankasserne. Det ser fint ud at blande stedmoder med løgplanter som minipåskeliljer, perlehyacinter og tulipaner, for når løgplanterne er ved at blomstre af, så springer dine stedmoderblomster ud. Og du kan let erstatte løgplanterne med sommerblomster, når der ikke længere er fare for nattefrost.


Se udvalget af frø til stedmoderblomster hos Plantetorvet.dk