En af de absolut største udfordringer ved at vedligeholde en frodig altan er at sørge for regelmæssig vanding af altankasser og krukker. I solrige perioder skal du vande dagligt. Hvis din altan er sydvendt, så er det måske nødvendigt at vande to gange om dagen.

Planterne på altanen har ofte en meget begrænset mængde jord, som rødderne kan suge vand og næring fra og i vækstsæsonen er det vigtigt at du sørger for at planterne løbende får tilført tilstrækkeligt vand og gødning. Ellers vil de mistrives og i værste fald visne.

Modsat skal vandet også kunne komme væk fra planternes rødder. Ellers vil de simpelthen drukne. Derfor skal du huske at sikre dig, at der er drænhuller i alle krukker og altankasser, så overskydende vand fra regn (eller vandkande!) kan løbe af.

Selvvanding er måske løsningen

I en travl hverdag kan det godt være svært at få tid til at gå og nusse om planterne på altanen. Hvis du rejser hjemmefra – selv om det blot er et par dage – så kan altankasserne hurtigt tørre ud.

Mange altankasser og blomsterkrukker kan fås med såkaldt selvvanding. Det betyder oftest at der indbygget en slags dobbelt bund, der fungerer som en vandtank under planternes rødder. Det fungerer ofte glimrende. Husk dog at tjekke, at der er er drænhuller.

Skal du købe nye altankasser med selvvanding, så er det en god idé at vælge en model der er ekstra dyb, så der er plads til masser af jord til planternes rødder. Det gør pasningen af planterne meget lettere, hvis de har plads til at udvikle et ordentligt rodnet.

Fuldautomatisk vanding

Der er masser af systemer, der kan sørge for at vande dine planter når du ikke selv er hjemme.

Nogle af dem kan kobles direkte på en udendørs vandhane, hvis du er så heldig at have sådan én. Vandmængden styres af en lille indbygget computer, og du kan oven i købet tilføje flydende gødning direkte til vandingsvandet. Det er den ideelle løsning, hvis du gerne vil have en frodig altan uden at skulle tænke over den daglige pasning.

Vandet fordeles rundt til krukker og altankasser via tynde slanger, der afgiver vand via en lille dyse, der stikkes ned i jorden.

Selvvanding med tank

Andre systemer er afhængige af en vandtank, som skal fyldes med jævne mellemrum. Det er let at blande flydende gødning i vandet.

Nogle typer af selvvanding fungerer med en timer. Andre virker ved undervanding (som i professionelle gartnerier). De mest solgte modeller afgiver vand fra én beholder til én plante.

Hjemmelavet selvvanding

Der er naturligvis også altid mulighed for at en kreativ gør-det-selv løsning. Du kan for eksempel fylde en flaske med vand og stikke halsen ned i krukken.