Mark skriver: Sidste år faldt en altankasse ned i gården i vores lejlighedskompleks. Nu vil bestyrelsen forbyde altankasser. Hvad gør vi?

Altankasse-elho-flowerbridge

Hej Brevkasse,

Jeg skriver fordi jeg sidder i bestyrelsen for et lejlighedskompleks, hvor vi næsten alle er privilegerede med mindst én altan.

Vi er mange, der er rigtigt glade for at have altankasser med blomster og krydderurter. Altanerne er dog ret små, så hvis vi skal have mulighed for at sidde på altanen, skal altankasserne sidde udvendigt.

Sidste år var der desværre en altankasse, der faldt ned, så nu ønsker hovedparten af bestyrelsen at forbyde altankasser. Det vil vi være meget kede af.

Vores eneste chance for at beholde altankasserne er, hvis vi kan finde en ‘stormsikker’ løsning, som det kan garanteres at altankasserne ikke kan falde ned.

Har du et forslag til, hvad vi kan gøre?

/ Mark


Hej Mark,

Pyh ha! Jeg håber ikke, at der var nogen, der kom til skade, da altankassen faldt ned?

Det er heldigvis sjældent at det sker – og ofte skyldes det fejlmonterede beslag eller at altankassen enten har været tom eller er flækket i siderne.

Der findes nogle forskellige typer beslag og altankasser, der er konstrueret med ekstra sikkerhed for øje. Men jeg tvivler på at I kan få stillet en garanti for at altankasserne ikke kan blæse ned.

Det skyldes at beslagene kan fejlmonteres og at der ad åre kan ske tæring og komme rustangreb. Altankasser af plast kan revne. Det er svært at give garantier på den slags ting, der hører ind under slitage.

Den eneste HELT sikre løsning vil være at få fremstillet nogle smedede altankasser og få dem svejset fast på gelænderet.

Måske er bestyrelsen til at tale med, hvis I kan finde frem til hvad der var årsag til ulykken? Der er jo ingen grund til helt at forbyde altankasser, hvis ulykken skyldes at beslaget ikke har været sat ordentligt fast?

Det kan løses ved at I indskriver i reglerne at det er viceværten, der skal forestå montage af beslag og samtidigt beskrive, hvilken type montagebeslag som foreningen foreskriver?

Jeg håber, det bedste for jeres altankasseprojekt!

De bedste hilsner
Lotte Andreasen
Redaktør Altan-Inspiration.dk

Velkommen til Altan-Inspiration

Mit navn er Lotte Andreasen, og Altan-Inspiration.dk  er min personlige blog, hvor du finder tips og idéer til indretningen af din altan.

Jeg arbejder som teknisk koordinator i et altanfirma, så ud over idéer til indretning og planter finder du også information af byggeteknisk karakter.

Læs mere om Altan-Inspiration HER