vaekstler

Hvis du har udfordringer med at holde dine planter glade og sunde inde eller ude, så er VækstLer absolut et forsøg værd.

Det har været mit go-to produkt både inde og ude siden jeg først stiftede bekendtskab med det tilbage omkring 2015.

Hvad er VækstLer?

Vækst-ler er nogle små ler-kugler, der blandes i pottemulden. De har den fremragende egenskab, at de opsuger fugt/vand, når det er til rådighed – og frigiver det til planten når jorden er ved at tørre ud.

Det betyder, at du ikke skal vande så tit og at dine planter trives bedre fordi der er mere stabil fugt i jorden omkring rødderne. Det er ren WinWin! 

Du kan med fordel bruge VækstLer både indendørs og udendørs. 
Det forklares ganske fint i videoen her: 


Forskel på Vækst-Ler og Leca

Du må ikke forveksle VækstLer med Lecakugler, da de to produkter gør to meget forskellige ting for dine planter.

Leca sørger for dræn. Prøv at smide en håndfuld Lecanødder i en spand vand og du vil se, at de flyder ovenpå og på intet tidspunkt suger vand til sig. Blander du Lecanødder i pottemulden vil vandet løbe hurtigere igennem og jorden tørrer hurtigere ud. Det er superduper, hvis for våd jord er dit store problem – men det er det sjældent på altanen hvor vind og sol er hårde ved planterne.

Hvis du derimod kommer VækstLer i vand, så vil du se og høre, at de små kugler suger vandet til sig. Faktisk kan 10 kilo VækstLer suge 6,6 liter vand til sig – og det gør altså en forskel. Især hvis du har fugtkrævende planter, der ikke tåler udtørring eller hvis du bare ikke lige har overskud til at vande dine altanplanter dagligt.

Ud over at holde på vandet i krukker og altankasser, så giver VækstLer også luft til rødderne når det blandes i pottemulden. Luft er også vigtig for planternes trivsel.

Vækst-Ler er hårdt og bliver ikke smattet med tiden. Jeg har blandt andet en krukke med et stort oliventræ, hvor der er mere end 5 år gammelt VækstLer i – og det er stadigt så funktionelt som nyt.

Sådan bruger du VækstLer

Vækst-Ler bruges som dræn i bunden af urtepotten / krukken / altankassen, så pottemulden ikke bliver vandet ud gennem drænhullerne i bunden.

Plantens rødder vil ofte søge dybt ned i jorden for at finde luft – og her hjælper det gevaldigt hvis der er 2-5 cm VækstLer-kugler i bunden der fungerer som vandreservoir. 

Desuden blander jeg ca 10-20% VækstLer i pottemulden. Jo mere fugtkrævende planter og jo mere udfordrende vejrforhold – jo mere VækstLer kommer jeg i jorden.

Tomater er foreksempel meget tørstige og kan ikke lide at tørre ud. Så de får lidt ekstra VækstLer med i ‘madpakken’. Der i mod hader timian at have våde rødder, så her bruger jeg kun VækstLer i bunden af krukken og blander ikke noget i pottemulden.  
 

Her køber du Vækst-Ler

Du finder VækstLer i planteskolernes område med pottemuld, leca, dækbark med videre. Det er typisk udenfor under en overdækning.

Der er også en del byggemarkeder, der har taget produktet ind i sortimentet. Her skal du også gå efter haveafdelingen.

Den nemmeste løsning er at bestille det online og få det leveret til gadedøren. Prisen plejer at være konkurrecedygtig hos Plantetorvet.dk og her får du en ekstra god pris hvis du køber flere poser. 

Du kan vælge mellem flere forskellige posestørrelser. Den mest håndterbare er 10 liter og den koster ca. 50 kroner (og kan spare dig for udgifterne til at købe nye planter når de gamle er døde). 

 

Bare så du ved det: Jeg får en lille kommision, hvis du klikker på linket og køber dit VækstLer hos Plantetorvet. Du betaler ikke ekstra for varerne, men du hjælper mig med at finde tid og penge til at udvikle Altan-Inspiration – så på forhånd tak for hjælpen! 

Bedste hilsner
Lotte

(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({});