“Du blive, hvad du spiser”. Det ordsprog gælder både for mennesker, dyr – og planter.

Er du fristet til at genbruge den gamle jord i krukkerne fra sidste år? Lad være med det. Den er udpint og alle næringsstoffer er vasket væk af regn og vandingsvand.

Dine planter vil elske dig for frisk jord – og belønner dig med kraftigere vækst og flere blomster. Derfor skal du vælge din pottemuld med omhu.

Det hjælper ikke, at du køber de flotteste og dyreste planter, hvis du planter dem i noget discountjord, der har svært ved at holde på vandet eller måske klapper sammen til en massiv masse, så rødderne ikke får ilt.

1 – Lav krammeprøven

Tag en håndfuld jord og klem hånden godt sammen om jorden. Åben hånden igen. Ligger der en fast lille jordbold på håndfladen, så er jorden for tæt og vil danne en stor klump i krukken, og plantens rødder kan ikke vækste. Falder jordbolden fra hinanden som tør strøelse, så kan jorden ikke holde på fugten, og planterne vil tørste. Idéelt set skal konsistensen være et sted midt i mellem.

2 – Kend din omsætningsgrad

Omsætningsgraden er et udtryk for, hvor omsat sphagnummen er, før den er puttet i poser. En lækker chokoladebrun jord har ofte en omsætningsgrad på 55-70, og det er meget velegnet til krukker og altankasser. Du finder omsætningsgraden som en del af varedeklarationen på plantesækkene

3 – Neutral eller sur?

Næste tal er PH-værdien, der beskriver syre-base balancen i jorden. Til langt de fleste planter er det bedst med en neutral jord med en PH-værdi på 6-7. Der er også en række planter, der naturligt gror i mere sur jord. Det er f.eks. rhododendron, lyng og blåbær. Til disse surbundsplanter skal du gå efter jord med en PH-værdi på 4-5.

4 – Hold på vandet

For at øge jordens vandindhold uden at drukne planterne kan du tilsætte f.eks. Vermiculite eller Perlite, der begge er produkter, der er gode til at optage overskydende vand fra jorden og siden afgive det igen. Dermed får planterne en langt mere ensartet vandtilførsel, og risikoen for at drukne planterne mindskes.

5 – Husk dræn

Selv om du køber verdens bedste plantejord, så hjælper det ikke, hvis ikke du sørger for, at overskudsregnvand kan løbe ud af dine potter og altankasser. Sørg altid for, at der er hul i bunden af potten. Læg gamle potteskår eller leca-kugler i bunden af krukken, så vandet kan komme væk fra jorden.